Windsor castleRides ved par og holdkonkurrencer. Denne disciplin er lidt anderledes end de andre, fordi ingen af rytterne har samme opgave.
Ud for den første pælerække er en stor spids kegle placeret. Denne kegle er ”slottet”. Ud for fjerde række af pæle står en spand med vand i, den skal forestille ”voldgraven”. Rytter 1 og rytter 3 står bag 10 meter-linien. Rytter 2 og rytter 4 står bag vendelinjen. Rytter 1 har et tårn i hånden. Det er 15 centimeter højt, lavet af træ og kan sættes på keglen. Rytter 2 har en guldbold i sin hånd, lavet af enten træ eller plastik. Rytter 3 og 4 har ikke noget i deres hænder. Når dommeren tager flaget op, rider rytter 1 over 10 meter-linien og frem til startlinien. Så snart dommeren sænker flaget igen, rider han eller hun ud på banen og hen til keglen. Her sætter rytteren tårnet på, og så fortsætter han eller hun ned i den anden ende af banen over vendelinjen. Når rytter 1 er ovre vendelinien med alle fire ben på ponyen, må rytter 2 begive sig afsted. Rytter 2 rider ned til keglen og placerer bolden ovenpå tårnet. Herefter rider han eller hun i mål. Nu er slottet bygget. Når rytter 2 er i mål, rider rytter 3 ud til keglen, tager kuglen og putter den i spanden med vand. Så rider han eller hun over vendelinjen, og rytter 3 er altså "tyven". Rytter 4 rider derefter af sted til spanden og samler kuglen op fra vandet. Dette må gøres enten fra ponyen eller fra jorden, og rytteren rider derefter hen til tårnet, hvor kuglen igen sættes på plads, før rytter 4 rider i mål. Rytter 4 er dermed "prinsen". Vælter spanden med vand, skal der være vand nok til at kuglen fortsat kan flyde, ellers bliver holdet diskvalificeret. Hvis kegle, tårn eller kugle væltes på jorden, må rytteren selv om, hvorvidt han eller hun retter det fra jorden eller fra ponyen. For par sætter rytter 1 tårnet på, der ligger på forhånd en bold i spanden, som rytter 2 tager op af spanden og sætter på tårnet. |